Jeg skulle være gået selvstændig tidligere

Springet kom for sent

Jeg vidste det inden jeg gjorde det. Det er nok det ærligste jeg kan sige om
det. Tanken havde været der længe, og jeg havde regnet på det flere gange.
Hver gang landede jeg samme sted: lønsedlen kommer den første i hver måned,
og ferien er optjent. Det er svært at argumentere imod på papir.

Det jeg ikke regnede ind, var prisen ved at blive. Den slags træthed der ikke
har et navn. Følelsen af at bruge sin bedste energi på beslutninger andre har
truffet, og som jeg ikke kunne gøre noget ved. Det er ikke en post i et
budget. Det dukker op som dårlig søvn, som mindre overskud til familien, som
projekter jeg aldrig fik startet om aftenen fordi jeg var brugt op.

Risikoen ved at gå selvstændig er let at sætte tal på. Svingende indtjening
og manglende sygedagpenge står øverst på listen, og pension er noget man selv
skal huske. Den anden risiko, ved at blive et sted der ikke passer, har ingen
kasse i regnearket. Så den blev ikke vejet med. Det skulle den have været.

Når jeg taler med kolleger der overvejer det samme, er det næsten altid det
samme billede. De ved godt hvad de vil. De har bare ikke regnet den skjulte
post ind. Mit råd er enkelt: sæt den post på regnearket og se hvad totalen
så viser. Det er stadig en risikobeslutning, bare med rigtige tal.

Hvorfor jeg arbejder bedre for mig selv

Jeg har en anti-autoritær streg. Jeg har efterhånden lært at læse den som
selvindsigt frem for protest. Jeg trives dårligt under hierarkier hvor
beslutninger træffes ud fra titel frem for sag. Den slags møder hvor den med
flest stjerner på skulderen får ret, selvom personen der har lavet arbejdet
siger noget andet. Det har jeg aldrig kunnet ryste af mig på en god måde.

Som selvstændig er der stadig autoritet i forholdet til klienten. Det er
ikke et fladt felt hvor alle stemmer vejer ens. Klienten betaler, klienten
bestemmer hvad opgaven er. Forskellen er at autoriteten er forhandlet og
afgrænset. Vi har en aftale på papir. Den siger hvad jeg leverer, hvornår,
og hvad det koster. Indenfor de rammer er der ikke nogen der spørger om jeg
har vasket min kop, eller hvorfor jeg sad på en café onsdag eftermiddag.

Det lyder banalt. Men det er den daglige forskel der gør at jeg leverer
bedre arbejde nu. Min energi går til opgaven, ikke til at navigere
organogrammer. Klienten får en mere fokuseret udvikler, og jeg får en
hverdag jeg kan holde til.

Fællesskab er ikke det samme som hierarki

Jeg er ikke imod at arbejde med andre. Det er en misforståelse jeg gerne
vil rydde af vejen, for den bliver brugt mod folk der trækker stikket.
Jeg har arbejdet i hold der fungerede godt, og jeg har gode samarbejder
nu, både med andre freelancere og med klientens egne udviklere. Når
opgaven er klar og folk er saglige, er holdarbejde ofte sjovere end at
sidde alene.

Det jeg er træt af, er arbejdspladser hvor logikken er ego og status frem
for fag og fairness. Hvor det at vinde over kollegaen vejer tungere end at
få noget godt lavet. Det er den version af kapitalismen jeg falder fra. Det
har ikke noget med en stor teori om systemet at gøre. På et meget konkret
plan kan jeg bare ikke koncentrere mig om kode mens nogen sidder ved siden
af mig og positionerer sig.

Som selvstændig kan jeg vælge mine samarbejder. Det er den eneste rigtige
forskel. Jeg kan sige nej til en opgave hvor regnestykket virker skævt, og
ja til en hvor det føles fair. Min timepris er den samme som før. Forskellen
er at jeg sælger min tid til folk hvor opgaven giver mening.

Konklusion

Hvis du står og overvejer springet, har jeg ingen formel der siger om det
er rigtigt for dig. Jeg har bare den ene observation: tag også prisen ved
at blive med i regnestykket. Den er der, selvom den ikke står på
lønsedlen.

Jeg sælger min tid nu, ligesom jeg gjorde før. Forskellen er at jeg sælger
den til folk jeg selv har valgt. Det viste sig at være vigtigere end jeg
troede.